Joyride Management bringer dig med vores første showcase masser af byliv og puls fra landets to største byer, Aarhus og København. Vi byder på undergrund og talent. Noget nyt og noget bekendt. Uropførseler og gamle kendinge.
Det er første gang, at Høj Tinding og Morten Fillipsen (In Memoirs) kan høres sammen live, at Jens Lindahl har Mechanical Waves’ markante forsanger Andreas Riis med på scenen, og at Søren Reith-Hauberg lufter sit, frem til d. 1/12, hemmeligholdte remix af et kendt dansk rockband.
Tiden står absolut ikke stille hos os. Helt konkret sidder vi for tiden og finpudser alle de forskellige kontrakter, som skal stå klar for, at vores kunstnere kan få lov til, at lave en masse sjove ting. Hvis alt går godt bliver vi og vores kunstnere klar på samme tid, således at I hurtigst muligt kan tage del i alt det, som vi går og bikser med for tiden.
Og hvad er det så vi bikser med? Jo, først og fremmest så er Mechanical Waves nået til den aller-sidste fase vedrørende deres nye single. Singlen hedder “Don’t You Know” og premixet af den lyder rigtig godt.
Derudover har Høj Tinding netop indledt et samarbejde med en af dansk indies vidunderdrenge. Det drejer sig om Morten Filipsen, som enemand står bag kompositionerne i In Memoirs. Hvad samarbejdet kommer til at munde ud i helt præcist, vides ikke endnu. Deres første møde fandt sted tidligere på ugen og vi ved godt hvad der blev snakket om .. Men vi siger ikke noget, endnu. Glæd jer!
Jens Lindahl knokler. Udover at være i den afsluttende fase af sine forberedelse til opvarmning for Lucy Love, producerer han helt nye toner. Dels sidder han og remixer for Belle Ville – et track som snart er færdigt – og dels laver han original tracks, som byder på noget helt nyt. Glæd jer til det også!
Sidst, men ikke mindst, Søren Reith-Hauberg. Først og fremmest roder han rundt med en masse spor fra et kendt rockband vi endnu ikke kan afsløre navnet på. Det er selvfølgelig lidt træls for jer, så her er en kompensation. Søren Reith-Hauberg blev fornyligt færdig med tracket “Nerve” og det track kan du lytte og hente her, ganske gratis. Vi håber at det er godt nok for nu!
Ovenstående video blev optaget d. 14/5 2011 da Jens Lindahl debuterede på Københavnsk grund med et 45 minutters live-set. Siden da er der sket en del. Jens Lindahl har udviklet sig og det samme har hans live-sets. Derudover har flere end Joyride Management og Skateistan fået øjnene op for hans talent. Som følge af det kan vi nu offentliggøre at Jens Lindahl d. 19/11 2011 spiller et 45 minutters live-set bestående af både gamle og helt nye numre. Med sig på scenen tager han, udover sin computer, de søde piger Eva Esther og Vibe Wingstrand. Forvent en sindssyg fest!
Før sommerferien var Mechanical Waves på mini-tour rundt i det danske land. Først på strøget i Viborg, efterfulgt af Musikcaféen i Aarhus samme dag, og et midnatsjob dagen efter i København ved START! Festival 2011. På denne tour prøvede bandet en del nyt materiale af. Målet med touren var, udover at sparke røv og spille dance-electro-rock for glade, fulde, dansende og festende mennesker, at se hvad af det nye materiale der duede, og hvad der ikke gjorde. Bandet har nemlig masser af nyt materiale på bedding og heldigvis blev de nye sange alt i alt fantastisk modtaget. Men et af numrene blev usædvanligt godt modtaget, og i forlængelse af det er Mechanical Waves i studiet for at indspille. Eller sagt mere præcist – Der er gået studie i øvelokalet.
Det var rig mulighed for at jeg kiggede forbi, men jeg har én gang før været på besøg i øveren, og der havde de en frygtelig øver. For at gøre det kort. turde jeg simpelthen ikke tage derud, for tænk hvis jeg ødelagde indspilningerne. Heldigvis er der blevet optaget lidt derude fra:
.. I skal glæde jer alt for sindsygt til at høre indspilninger. Det bliver mere dystert og hårdt end det plejer – og catchy. Meget catchy. I midlertid er der sket mere siden sidst. Dubstepperen Dub Forrest har haft fingrene i sporene til “GoGo Girls” og ud af det er kommet et remix, som du kan høre mens du venter på at indspilningerne bliver mixet færdigt.
For ikke mange måneder siden blev Søren Reith-Hauberg kontaktet af Le Gammeltoft. Hun var vild med hans produktioner og spurgte, om ikke han havde lyst til at medvirke på hendes kommende Sound of Copenhagen Vol. 7 (Kjeld Tolstrup Tribute 2CD) – Det havde han. For sikken en ære, at blive valgt ud blandt mange danske elektroniske kunstnere til at komme med på en udgivelse, som hylder en stærk DJ-personlighed, der uheldigvis blev nødt til at forlade festen lidt for tidligt. Man kan tale om at vinde præmier, diplomer og pokaler, men for Søren Reith-Hauberg var det noget af det største. Det samme gælder Joyride Management.
Sound of Copenhagen er en compilation, der udgives hvert halve år under disco:wax, der hører under Sony. Der så vidt jeg er bekendt, er det næstestørste pladeselskab i Danmark efter Universal (som for nyligt har opkøbt så de sidder på 40% af den danske pladeindustri). En dejlig udgivelse at være med på.
Sound of Copenhagen Vol. 7 kan købes online på ‘Sound of Copenhagen på iTunes‘. Det er dog kun den ene CD, som er til rådighed her. Hvis du vil have den fulde 2CD udgivelse, skal du ud i verden og opstøve en rigtig CD. Den kan købes i Stereo Studio og i Fona (har jeg set indtil videre).
Nummeret som Søren Reith-Hauberg har med hedder “King of The Henhouse”, og kan høres lige her:
Søren Reith-Hauberg – King of the Henhouse (Original)
Kort om Joyride Management
Joyride Management er et management bureau, der har eksisteret siden januar 2011. Vores mål er at hjælpe danske talenter til at bryde igennem på den danske scene. Med et stort netværk og mange samarbejdspartnere hjælper vi både vores signede kunstnere i professionelle anliggender, samt rådgiver en håndfuld ikke-signede kunstnere når de møder problemer i deres vej mod toppen.